Vi har som hovedentreprenør stået for opførelsen af to nye erhvervsbygninger for Silkeborg Forsyning: en varmepumpebygning med tilhørende betonplade til energioptagere samt en biomassebygning.
Projektet omfatter to bygninger af hal- og værkstedstype med betydelig teknisk kompleksitet. Biomassebygningens højde betød, at den blev opført i konstruktionsklasse 3, og det samlede anlægsområde udgjorde 26.500 m².
Arbejdet omfattede bl.a. in situ-støbning af tre 6 m dybe flisgruber, hvilket stillede høje krav til kvalitet, præcision og planlægning. Ved hver flisgrube er der monteret en 8 m høj port, og foran portene er der støbt betonplader med integreret automatik, som muliggør trådløs betjening.
Begge bygninger er desuden udstyret med traverskraner, hvilket stillede skærpede krav til tolerancer for kranbaner og samspillet med portene.
Byggeprocessen var kendetegnet ved et tæt og tidligt samarbejde med maskinleverandørerne til begge anlæg. Særligt i biomassebygningen var det nødvendigt at installere kedelanlæg og øvrige tekniske installationer, inden stålkonstruktionen og taglukningen kunne færdiggøres. Det krævede omhyggelig koordinering, løbende logistikstyring og en byggeproces, hvor installationer og bygningsarbejder blev udført parallelt gennem hele perioden.
Biomassebygningen udgør 1.750 m², mens varmepumpebygningen er på 1.500 m². Derudover er der etableret et 2.500 m² stort energioptageranlæg udført som en sammenhængende betonplade med randfundamenter, dimensioneret til en varmepumpekapacitet på 20 MW.
Egenproduktionen omfattede jord-, kloak-, beton- og murerarbejder.